Opgangen Valdemarsgade 14 på Vesterbro har sit eget liv af aktiviteter, som afspejler livet i det omkringliggende samfund. Det afslører dørskiltet. Der er rådgivende ingeniører på 2. sal, som de mest etablerende i selskabet, og nedenunder et almindeligt cykelværksted. Ved siden af ’børneuniversitetet’ i stuen – en lokal lilleskole – træner jujitsuklubben til kamp. Betegnelsen ’idrætsfabrikken’ på første dækker over en gammel fabrik, som er blevet omdannet til kulturcenter for kvarterets idrætsaktiviteter. Frivilligt forum ved siden af organiserer alle, som arbejder med frivilligt socialt arbejde, og det sociale engagement går igen hos ’Københavns Genbrugskompagni’ ved siden af ingeniørerne. Øverst oppe finder man ’mødestedet’ – et sted som under kirkens hat arrangerer mødet mellem danskere og indvandrere. Her møder jeg Ahmad Momtahani, flygtning fra Iran, som til min overraskelse hilser på mig på engelsk – jeg taler næsten ikke dansk, forklarer han. Vi finder et sted at sidde behageligt ved en sofagruppe, men vores snak – som altså foregår på engelsk – overdøves momentant af lyden fra kugler, som stødes hårdt fremad på et billardbord.
Ahmad kom hertil som flygtning, fordi han i Iran konverterede til kristendommen og på det tidspunkt så det ud til, at man hellere måtte skaffe sig et nyt hjemland, hvis man var konverteret. Han forlod derfor sit arbejde som elektronikingeniør, men ser nu optimistisk på muligheden for engang at komme til at bruge sin viden om computere, når han engang har lært dansk. For det første brugte han allerede på asylcentret sin viden til at undervise andre asylansøgere i informatik, og for det andet siger statistikken, at folk med viden om elektronik og computere har gode chancer for succes.
I øjeblikket har Ahmed et fast 37-timers job her på mødestedet, som drives af den danske mission. Han leder desuden en bibelstudiekreds for Iranere.
Mødestedet er et sted, som er åbent for mennesker, som ønsker at komme ind i kristendommen. Der kommer folk fra mange forskellige lande med forskellige religioner. Folk fra Tyrkiet, de arabiske lande, fra Marokko, og fra de europæiske lande og fra Danmark.
For at tiltrække mennesker med alle religioner og for at respektere deres tro, er der noget af tiden kun åbent for kvinder. De skal kunne føle sig frie til at komme her og i nogle familier ’beskyttes’ kvinden mod fremmede mænd. Kvinden må ikke gå alene ud, fordi det ikke er sikkert nok. Måske er der nogen der, som kigger på hende. Men når mødestedet kun er åbent for kvinder, føler de sig trygge nok til at komme. De føler sig hjemme, og her kan de roligt tale om deres religion, fortæller Ahmad.
Vores samtale kommer nu til at handle om mulimsk kultur. Det ved Ahmad som konverteret meget om.
- muslimer er forskellige. Der er dem, der ligner somalierne, hvor man næsten ikke kan se noget af dem ud over tørklædet. Dem som bærer tørklæde på den måde, kan ikke arbejde i Netto eller i andre supermarkeder. De kunne ellers have et arbejde og være almindelige medlemmer af samfundet. Så ville de ikke være så isolerede. Men når de sådan skjuler sig selv, betyder det, at de isolerer sig og ikke får nogen position i samfundet, mener Ahmad.
- Men man kan ikke bare glemme sin kultur, for den er rodfæstet i en. Man kan ikke bare skære dens rødder over eller pludselig skifte mellem kulturer. Kulturen er inde i dig. Men jeg kan bevare min kultur med de gode ting, og dertil kan jeg føje nye ting, som kan hjælpe mig til at blive et bedre menneske, erkender Ahmad.
- Mener du, at Iranere er nemme at tilpasse?
- Iranerne kunne ikke tilpasse sig den nye situation i Iran, hvor hovedkulturen ikke er islamisk, men meget forskellig fra islam. Men Iranerne er nemme at tilpasse til alle andre kulturer. Da indvandrerkvinderne kom til Danmark, brugte de stadig tørklæder, som de gjorde i deres hjemlande, f. eks. i Pakistan. Men da Iranerne kom til de europæiske lande, ville de ikke ses, sådan som de så ud i deres hjemland. De prøvede at være ligesom alle andre. De brød sig ikke om den måde, som Iransk kultur har ændret sig på de sidste 26 år efter revolutionen. Iran har en kultur og historie, som går 6000 år tilbage. Det er rigt i kultur og historie. Man kan ikke bare dømme ud fra de sidste 26 år. Iranerne er ikke bare den nation Iran, som vi kan se nu. I øjeblikket sætter de folk i fængsel, og man bliver nødt til at side farvel til alting. Du har ikke nogen frihed. Sådan er den nye kultur. Efter 26 år kan man ikke bare sige, at din kultur er dette fængsel, fordi dine rødder er anderledes. Mine rødder er ikke den islamiske kultur, som du kan se nu, forklarer Ahmad.
- Er der ligheder mellem Iransk og dansk kultur?
Ja, der er mange, for begge lande er civilisationer. Noget af kulturen er inkluderet i civilisationen. Nu om dage kan man ikke tale om min kultur, din kultur og de andres kultur. Med den nye kultur trykker jeg på nogle taster, og så er jeg i USA. Jeg trykker igen, så er jeg i Irak. Og trykker igen, og så er jeg i England. Vi er kommet tættere på hinanden, og vi er blevet forenet. Kulturen vil en dag blive ens i hele verden.
- Nogle mennesker har svært ved at tilpasse sig den nye kultur med alle de nye ting, som sker. Din far siger måske: ’jeg accepterer ikke, at du bruger internet.’ Det betyder ikke, at internet er en dårlig ting eller en dårlig kultur. Han vil ikke bare acceptere det, fordi det har sin egen indbyggede ideer. Hvis jeg skal bruge det, så vil jeg bruge mine egne ideer. Det har ikke noget at gøre med min kultur eller den kultur, som jeg ønsker at følge. Hvis jeg f. eks. bruger internettet betyder det ikke, at internettet tilhører USA, og at jeg følger kulturen.
- Der er mange unge Iranere. Er det derfor, de er nemme at tilpasse?
- Der er mange forskellige indvandrere i Danmark fra forskellige lande. De har nogle ting til fælles i deres kultur. Der er en basal underkultur. Men der er mange forgreninger i denne kultur, som begrænser dig eller gør dig mere fri. Hvis du forestiller dig kulturen som et træ. Den europæiske kultur er som en gren på dette træ, min kultur er en af de andre grene, Afrika endnu en anden. De har det samme potentiale, men måske har jeg ikke samme ideer som dig. Jeg kan ikke sige, at min kultur er fuldstændig, for den er forskellig fra din, fordi den er på et træ. Noget er anderledes. Men måske er det mere sandsynligt, at jeg siger ja til din gren. Iranere accepterer nemt forhold, som gør dem frie. Vi elsker at være frie. Og hvis der er noget, som kan hjælpe os til at være os selv og holde os uden for fængslet, kommer vi automatisk til denne gren. Jeg kan skifte gren, så jeg bliver fri til at bruge internet, fri til at gøre som andre studenter, fri til at tale som journalist, fri til at skrive.
- Hvilke ideer påvirker de unge Iranere?
- Iran bygger på den islamiske religion. Islam siger, at islam skal kombineres med politik. Under dække af religionen, drives der politik. Alt kan forsvares, de kan nemt sige ja til noget eller nej til noget under dække af koranen. Koranen siger, at du skal gøre det. Men en høj procentdel af befolkningen kan ikke acceptere, at man dækker alting under religionen. De ønsker at ændre politikken i demokratisk retning. Hvis du tænker på de unge i Iran, følger de dem, som taler om demokrati.
- Det kan være farligt at tale om demokrati?
- For næsten 8 år siden smed en mand alle disse Mullah’er ud (de islamiske teologer, red.) i Katamis navn. Han talte pænt om at gøre studenterne fri, om aviserne osv. Han begyndte at tale om frihed. Studenterne troede, at det var manden, som de behøvede. De stemte på ham. Og han blev valgt. Nu viser det sig, at han ikke er den rette person. Han har ikke magten til at gøre det. Magten er ikke i præsidentens hånd, men i ledernes. I øjeblikket har det ikke nogen mening at tale om demokrati i landet.
- Hvis vi ser 10 år frem i tiden, hvad forventer du så?
- Jeg ville ikke bryde mig om, hvis Iran får den samme fremtid som Irak. Jeg håber sandelig ikke, at Iran får det samme demokrati, som det der kommer i Irak. Iran udmærker sig ved at være et rigt land med mange veluddannede mennesker. Der er mange naturressourcer: olie, kul, kobber osv., men jeg forventer også, at man har samme rettigheder i Iran som alle andre steder. Sammenlignet med Danmark har I ikke naturressourcer. Til gengæld bruger I hjernen. I Iran lader de dig ikke bruge hjernen. Hvis du bruger den, bliver du arresteret og kommer i fængsel. Men her, hvis du har noget på sinde, kan du komme frem med det.
- Jeg har en masse veluddannede venner, bachelorer og phd’ere i Iran. De tjener mange penge i Iran, fordi de har taget mange nyttige kurser. Alle sagde til dem: Tag til USA! Tag til England! Bliv ikke her, du kommer i fængsel! Her er der brug for dumme mennesker, hvis ord man kan acceptere. Men nu er tingene ved at ændre sig. Folk som kan forstå, og som er nyttige for landet, kan blive inden for landets grænser. Og folk får efterhånden de rettigheder de ønsker at have.
- For 6 år siden kom Khomeini til Iran og sagde: I har olie i jeres land, og i er fattige. Hvorfor er i fattige? I burde modtage jeres oliepenge hver måned. Penge for den olie I har under jeres land. For som et persisk udtryk siger: Når man bliver rig, bliver man også blind. Du bliver en fremmed, som bare vil være rig. Nu vil regeringen have flere og flere penge fra befolkningen, mens folk bliver fattigere og fattigere. Folk er flæsk, mens regeringen har kugler. Det er ikke nogen god kombination.