Jeg har været indvandrerlærer gennem mere end 6 år. Jeg underviste mange forskellige nationaliter i dansk sprog og grammatik. En dag for cirka tre år siden startede jeg sammen med en kvindelig kollega endnu et hold, et hold som kunne lidt dansk og havde været på andre begynderhold før. Af kursisterne husker jeg særligt en ung tyrkisk fyr. Han ville tydeligvis gerne styre løjerne på holdet og satte sig en smule op mod mig som lærer. Kom fx i starten ind i timen, som det passede ham og havde en attitude overfor sprogskolen som viste, at det hele ragede ham en pind.
Der sad også en iransk pige langt nede bag i klassen. Mine øjne fangede hende, og det var som om jeg ikke kunne holde mine øjne fra hende. Hun sad med bøgerne foran sig på bordet og så spørgende på mig. Hun var utroligt smuk. Når jeg siger det, så betyder det virkelig, at hun var smuk - for jeg har mødt en del smukke piger, men hende her overgik alt, hvad jeg før havde set. Jeg gik ned til hende og stod og kiggede måbende på hende. Hun smilede imødekommende tilbage og lod mig stirre.
Det blev starten til et venskab, som stadig består. Også min daværende kollega kunne godt lide pigen - vi var fælles om at lade os røre dybt af hendes måde at være på. Selvfølgelig var der mange fyre som sværmede om hende i kraft af hendes utrolige udseende, men det var som om hun i mængden havde udvalgt sig mig, som den kavaler hun ville foretage sig mere med. Jeg var rørt.
Da vi havde en samtale om en opgave, hun havde skrevet, sagde jeg til hende, at vi kunne have et forhold efter holdet var slut, fordi det ikke var nogen god ide at dyrke den slags interkulturelle forhold, mens jeg stadig havde hende som lærer. Da holdet var slut kom jeg til at savne hende forfærdeligt. Det var som om hun havde erobret dele af mit mellemgulv og sad i det som en nervøs og dirrende fornemmelse. Et enkelt glimt af hende på sprogskolen kunne redde hele dagen for mig, mens jeg havde svært ved at klare, når hun ignorerede mig. Hvis jeg ikke synes jeg havde fået opmærksomhed nok, gik jeg hjem og lagde mig på sengen og græd - så meget havde jeg brug for hende.
Der sad også en iransk pige langt nede bag i klassen. Mine øjne fangede hende, og det var som om jeg ikke kunne holde mine øjne fra hende. Hun sad med bøgerne foran sig på bordet og så spørgende på mig. Hun var utroligt smuk. Når jeg siger det, så betyder det virkelig, at hun var smuk - for jeg har mødt en del smukke piger, men hende her overgik alt, hvad jeg før havde set. Jeg gik ned til hende og stod og kiggede måbende på hende. Hun smilede imødekommende tilbage og lod mig stirre.
Det blev starten til et venskab, som stadig består. Også min daværende kollega kunne godt lide pigen - vi var fælles om at lade os røre dybt af hendes måde at være på. Selvfølgelig var der mange fyre som sværmede om hende i kraft af hendes utrolige udseende, men det var som om hun i mængden havde udvalgt sig mig, som den kavaler hun ville foretage sig mere med. Jeg var rørt.
Da vi havde en samtale om en opgave, hun havde skrevet, sagde jeg til hende, at vi kunne have et forhold efter holdet var slut, fordi det ikke var nogen god ide at dyrke den slags interkulturelle forhold, mens jeg stadig havde hende som lærer. Da holdet var slut kom jeg til at savne hende forfærdeligt. Det var som om hun havde erobret dele af mit mellemgulv og sad i det som en nervøs og dirrende fornemmelse. Et enkelt glimt af hende på sprogskolen kunne redde hele dagen for mig, mens jeg havde svært ved at klare, når hun ignorerede mig. Hvis jeg ikke synes jeg havde fået opmærksomhed nok, gik jeg hjem og lagde mig på sengen og græd - så meget havde jeg brug for hende.