Jeg vågner i sengen klokken ti. Mærker straks angsten komme. Vender mig om og håber, at angsten derved forsvinder. Kan stadig sove en time. Nyder når bevidstheden glider væk, og jeg igen er borte.
Vågner anden gang klokken elleve. Angsten spreder sig i kroppen, og jeg bliver urolig. Jeg er deprimeret og tænker mørke tanker. Intet håb. Total afmagt. Står op da jeg ikke kan udholde denne tilstand af febrilitet. Går hvileløst rundt i lejligheden, men søger mod sengen igen. Forsøger at sove videre, da kun dette hjælper på denne nedbrydende tilstand. Blunder lidt, men nu er jeg desværre ved at være vågen. Der er ingen vej uden om.
Står modvilligt op og begynder at tage tøj på, men fortryder idet jeg opdager, at der måske kan presses endnu lidt søvn ud af mig. Jeg har masser af tid til at sove, så hvis jeg kan, så... Lægger mig igen og ligger stille uden at sove. Står op igen og tager fat i mit tøj, men dejser om igen i sengen. En kamp mellem dyb depression og et lille håb finder sted. Depressionen vinder. Mørke. Total mørke.
Håbløsheden i sig selv får mig endelig til at stå op. Jeg rejser mig til den endelige eksekution og går ud i køkkenet, hvor jeg tilbereder det sidste måltid. En arbejdsløs' dag er begyndt.
Det bedste jeg ved er at have et ærinde. At skulle noget. Jeg går gerne i byen tre gange lige efter hinanden for at nyde denne målbevidsthed. Tid har jeg masser af. Jeg er ikke tvunget til at udføre mine byture med nogen form for effektivitet.
Jeg har nogle gange i kroppen en form for lammelse, som føles som en ve, der forsøger at trække noget ud af mig. Som om jeg ikke kan holde fast på dette noget, som bare glider bort fra mig. Det varer kortvarigt og går væk, så snart jeg begynder at løse opgaver, som jeg kan klare. Ordne noget, købe noget, skrive noget, læse og forstå noget. Når jeg har succes med en opgave, forsvinder den bløde og usikre følelse straks, og jeg glemmer mine misfølelser.