Han kom en dag i solskin. Hans følgesvend så noget ældre ud, men ellers lignede de egentlig hinanden. De gik over og så på klubben, stod lidt på afstand og kiggede ind gennem pigtrådshegnet. Motorcyklerne var lænket sammen af kæder fastgjort til husets gavl, ruderne var muret til med cement og malet sorte.
Følgesvenden sagde farvel, og han gik ivrigt i gang med at ordne lejligheden. Gulvet var råddent, flere steder måtte han skifte brædderne ud, væggen i køkkenet var krakkeleret ind til halmen og træet, gaskaminen eksploderede af og til så loftet rystede og væggene blev svedne. Men han befandt sig tilsyneladende godt.
Fra starten følte hun fællesskab med ham og underlig sympati, skønt de næsten kun talte sammen når han kom over i baghuset med huslejen. Nogen åben type var han nok ikke, men han sad ofte med de andre beboere på kirkebænken i gården og talte, han snakkede rask væk og fortalte om byen han kom fra og landet og studiet. De andre beboere var lidt forbeholdne, for han blev jo nok klogere. Måske var det derfor hun kunne lide ham, skønt hun ikke rigtig vidste om det var gensidigt.
Han var meget interesseret i samfundsforhold og læste bøger om det. Alt var politik, mente han, og det var godt. Hun kendte jo kun til det fra problemerne med huset og myndighederne.
Rockerkrigen så heller ikke ud til at gøre det store indtryk på ham. De stod på taget overfor og skød mod huset med maskingeværer. Det havde lydt som rasende eksplosioner alle vegne fra og kuglerne havde boret sig ind i vinduer og træværk. Bagefter samlede folk sig som fluer om den døde mand på fortovet og talte hullerne i brystet.
En dag stod der en pige i høje hæle og fransk modetøj foran hans dør. Hun truttede med munden og trykkede fem seks gange på dørklokken lige efter hinanden. Hun havde undret sig noget, for han fik sjældent besøg. Men det lod til hun blev. Der var tit larm fra lejligheden, man kunne høre de skændtes, men så sad de pludselig med hænderne om hinanden på bænken i gården.
En nat kunne hun høre at der var larm fra gården. Hun listede i sutsko ud i entreen og så gennem ruden i døren. Det var ham. Han stod og holdt sig med begge håndflader for panden, så for han pludselig hen og hamrede en hånd igennem ruden til toilettet.
Hun så ham ikke længe, hun troede faktisk han var flyttet. Der manglede en husleje i regnskabet, hvem skulle dække det? Efter to måneder havde hun faktisk opgivet, men så en dag stod han alligevel i døren.
Der var noget aparte over den måde han kom ind i stuen på. Han rykkede hen til stolen og ventede på at blive bedt om at sætte sig ned.. Bevægelserne mindede hende om de gamle stumfilm; de abrupte ryk, det forcerede tempo. Han var i gråt og sort.
Han satte sig på den anden side af bordet og flyttede vasen ind midt på bordet. Det hele lå i mappen; huslejekvitteringerne, lejekontrakterne, brevene fra kommunen, og så pjecen om hvordan man sparer på vandet. Det var jo ikke hende der brugte al vandet i ejendommen, det var lejerne, de havde vaskemaskiner og brusekabiner næsten alle sammen. Ikke mærkeligt at vandregningen blev så stor.
Der stod: ”De bedes henlede beboernes opmærksomhed på ovenstående måde at mindske vandforbruget på”.
Hun lagde pjecen foran ham og bad ham læse. Efter et hurtigt blik på tryksagen, gav han hende den tilbage. Han vidste det tilsyneladende i forvejen. Så behøvede hun heldigvis ikke at bede ham om at få ordnet sin brusekabine. Overboen havde klaget over at den stod og dryppede så hun ikke kunne sove.
- jamen det ser da meget fornuftigt ud, sagde han, det må vi prøve at efterleve. Vi må spare på resurserne!
Han sendte hende det smil hun ikke kunne lide. Det bredte sig langt ud til begge sider og skubbede kinderne opad. Men munden forblev lukket som en tynd steg over ansigtet, som om energien blev lukket inde i mundhulen og kun kunne komme ud ved at sætte ansigtet i krampe.
Jeg får jo så mange papirer kommunen, sagde hun nervøst, eller magistraten eller hvad det hedder. Så skal vi have brandtrapper, så er der noget galt med elledningerne, og nu kommer så den nye vurdering.
- vurdering? Spurgte han og blev alvorlig.
Ja, jeg forstår det ikke. Den er steget. Huset er ikke noget værd, taget er hullet som en si, vinduerne er rådne, det blæser ind overalt, og så sætter de vurderingen op. Hun mærkede at hun var begyndt at blive lidt ophidset og skyndte sig at smile. Han smilede igen på samme måde som sidst.
Men hun havde faktisk overvejet at sælge ejendommen. I morges. Altid var der problemer, for hver dag der gik blev huset mere og mere skrøbeligt, og nok var beboerne flinke til at hjælpe, de var faktisk mere end hjælpsomme, men det var som om det ikke rigtig blev til noget.
Det var en aftale hun havde lavet med dem da Herman døde. De skulle hjælpe til med det praktiske, hun skulle så se hvor længe hun kunne holde og fortsætte udlejningen. Beboerne havde været meget opsatte på at få det hele til at gå i orden den sommer i 1971. De havde sagt at det eneste hun behøvede at tage sig af, var hendes egen lejlighed, og den kunne de såmænd også godt hjælpe til med – hvis det kneb.
Herman var gået bort på en underlig måde. Han havde været syg i flere år, og i de år havde hun forsøgt at vænne sig til den umulige tanke at han pludselig ikke skulle være der mere. Han havde gået hjemme med sygdommen, og skønt lægerne sagde at der næsten ikke var flere raske celler tilbage i ham, kunne han gå og lave lidt i værkstedet. Hun havde frygtet den dag hvor han ikke kunne passe sig selv mere, hvor hun måtte gøre alt for ham, og så til sidst tiden på et anonymt hospital langt fra huset og værkstedet, liggende og livløst ventende.
Men en dag blev han dårlig og gik ind i sengen og lagde sig efter frokosten. Hun kom ind og så til ham mens han lå derinde i sengen.
- jeg er så træt, hviskede han.
Næste morgen lå han død i sengen.
Et par dage forinden havde han talt om huset. Skønt han næsten aldrig snakkede med lejerne om andet end hvad der skulle laves på huset, insisterede han på at de skulle blive boende. Allerede dengang var ejendommen saneringklar, og det der blev repareret på den, var kun lapperier der ikke kunne rokke ved den kendsgerning at det havde udlevet sig selv for længst. Desuden var de øvrige ejendomme på vejen snart alle revet ned og erstattet af nye. Men Herman havde stået fast på sit, og hun havde kunne se på den måde han talte om det, at det her drejede sig om mere end bare uvilje overfor forandringer.
- jeg bliver nødt til at sætte huslejen op, sagde hun. Det kan godt vente til sommer, men så bliver det 10 kroner ekstra. Kan du klare det?
- ja ja, svarede han og lænede sig tilbage i stolen. Varmeregningen var faktisk højere end selve huslejen. Han følte det underligt uvirkeligt – som om han var placeret midt i en anakronisme. Hun gøs lidt. Der manglede altid et par grader i hendes stue.
- jeg vil så nødig beskyldes for at udnytte jer unge mennesker. Men jeg ved simpelt hen ikke hvordan jeg skal få det til at løbe rundt. Jeg betaler jo også selv husleje, og jeg har kun pensionen. Der var ingen grund til at sige det med ruden endnu. Selvfølgelig skulle det siges. Selv om hun ikke kunne forstå at han ikke for længst havde ordnet det. Det gjorde hende utryg.
- håndværkerne er blevet så dyre. Sidst skulle blikkenslageren have to hundrede kroner – bare for at komme. Det var nemmere dengang min mand levede. Han var jo håndværker og dygtig… Hun talte pengene efter to gange, og lagde dem i tre bunker – store sedler, små sedler og mønter for sig. Mønterne skulle i blomsterkassen – en cigaræske fra den gang hendes mand levede og røg monarco. Han sad og hoppede på stolen. Der opstod altid sådan et mærkeligt tomrum efter han havde betalt. De andre lejere var meget nemmere at snakke med. Med ham vidste man aldrig hvor man skulle begynde, eller om man overhovedet skulle begynde. Han var meget fraværende.
Måske var det det der gjorde at han kunne være så ubetænksom. Da han lige var flyttet ind, for tre år siden, rev han væggene mellem sine to stuer ned. Et par dage efter begyndte førstesalen at give sig, og han måtte sammen med de andre beboere bruge en hel nat på at mure væggen op igen.
Og så var der den rude. Til toilettet i gården. Allerede om morgenen havde hun set at den var smadret. Glasskårene lå både foran og inde i toilettet. Først havde hun troet at det var vinden der havde flået døren op i bøgetræet ved siden af. Men der var blod overalt, og det fremkaldte langt mere uhyggelige tanker.
Det var to måneder siden nu. Ruden havde han ikke sat i. Selv glasskårene, der lå så man gik og trådte i dem, måtte overboen fjerne. De havde alle spurgt hvad det blev til med den rude, men hver gang lod han som om han ikke hørte det. Den mest naturlige forklaring havde været at han var ualmindelig doven og efterladende, det var han måske også, men han havde på fornemmelsen at der var noget andet. Han virkede bange.
- der er jo det med den rude du smadrede. Du må sætte en ny i. Du er blevet så tænksom… har du det godt?
Han rakte ud efter vasen på bordet. Hun vidste med det samme at hun var gået for langt. Hun blev siddende stille ind til lyden af vasen mod gulvet var helt væk. Hun havde ikke set ham gå ud af stuen, han var der bare ikke mere. Det vigtigste måtte være at få skårene væk. Blomsterne fra vasen, der lå spredt over gulvet, kunne vente. Hun tog en avis fra avisholderen og begyndte at samle skårene op. De mindste var de farligste, de forsvandt så let i luven. Da alle skårene var kommet op på avisen, foldede hun den omhyggeligt i kanterne og lagde en ny ovenpå. En gang klisterpapir skulle nok holde sammen på det.
Ude ved skraldespanden kom hun i tanker om at det nok var bedst at skrive en seddel og advare om de skarpe skår. Man havde da hørt historier om folk der havde skåret sig fælt på den måde. Sådan noget kan undgås med lidt omtanke. Han satte sedlen oven på låget og skrev: pas på glasskår!