Der var smukt om sommeren. Vejen gik først gennem rugmarkerne, derefter kom villaerne, og til sidst kilede den sig ind i byen i en pæn lille forgrening. Dér i hjørnet mellem de to veje lå købmanden, så det var ganske nemt for de små børn at gå deres egne veje, det vil sige ned ad fortovet og hen på hjørnet til købmand phil.
Den mand havde nok aldrig været på købmandsskole, det var også før man rigtig blev bevidst om reklamens betydning. I hvert fald havde han en stemme så ru som en grovfil, og den brugte han gerne på børnene. Han havde en speciel aversion mod bondebørn, når Ralph kom ind ad døren og listede en småklistret 10-øre op på disken, lænede han sig ned over ham og brølede:
- der har vi rotteungen. Hvad skal sådan en bondelort ha´? Hvis børnene fra vejen fulgtes og trimlede ind ad døren, nærmest oven på hinanden, skreg han:
- føøøj, hvor her stinker af kloak. Og så holdt han sig for næsen og daskede ærgerligt til disken og fortsatte:
- sådan nogle fattigrøve.
Det med kloakken og rotten kan man altid diskutere, men det andet skulle han aldrig have sagt. Der var faktisk dem der mente at det var den direkte årsag til at han senere blev indlagt på et sindssygehospital hvor han fik det hvide snit, og senere igen vendte tilbage til byen, eller rettere sagt stationspladsen, hvor han gik barmavet rundt med en plasticpose og fik betegnelsen hvidekam.
Først på vejen boede Magnus Risgaard i et lille hvidt slot. Man gik først fem trin op ad trappen, så stod man på afsatsen under den romanske rundbue og ventede. Så ledte man forgæves efter en dørklokke først i venstreside, dernæst i højre indtil blikket rettede sig opad og skimtede to irgrønne tårne der skød sig op i skyerne ovenover. Lidt længere nede faldt blikket på en hesteskoformet metalarm som dinglede underligt ind til en opfindsom hånd tog fat og forsøgte at sprænge døren.
Magnus Risgaards far var lokomotivfører, men mente at det var bedre for sønnen at slå sig ned et sted hvor tingene ikke flyttede sig ustandseligt.
- find dig et fast arbejde og en stabil kone, havde han sagt, og tilføjet, eller et stabilt arbejde og en fast kone, så grinede han og slog sig på knæene og derefter i brystet – for han havde fået en del røg.
Magnus åbnede en isenkræmmer først, og fandt så konen bagefter. Kort tid efter udvidede han butikken med haveredskaber, og da de havde været gift i ti år købte han en maskinstation.
Ved siden af Magnus i et nyere gult murstenshus med termoruder boede Arne, alene efter børnene og konen var rejst hjemmefra. Arne var selvstændig. Han havde indrettet det bageste af huset til værksted, dér drejede han ventiler hele dagen. Alle ventilerne på nær én sad på oliefyrene omkring i byen, det var gode tider nu, man fattedes de dyre dråber, så Arne gjorde en ekstra indsats.
Han gik over på restauration det Gyldne Bæger som lå øverst på hovedgaden overfor kirkepladsen hvor han fik en sludder. Han satte sig altid ved bordet bag døren, hvis der var nogen at snakke med. Nødtørften meldte sig ofte samtidig med den gode borger ved siden af. Det var månen, mente Arne og listede efter bordfællen. Efter tavsheden ved pisserenden var det tid til at lette hjertet.
- du, sagde Arne, har du fået ventil på fyret?
- ja ja da, det skal jo til.
- jamen hvor længe har den siddet der?
- det ved jeg såmænd ikke, fem år måske.
- tror du så ikke det er på tide at skifte den ud?
- johh, men hvorfor det?
- tiderne, du, tiderne, det løber ud i den blå luft. Det er for dyrt i den sidste ende. Og det bliver værre med tiden.
- jamen tror du der kan ske noget hvis jeg ikke gør det. Han kiggede forskræmt og stak hænderne en ekstra gang ind under hanen.
- sikkerhed. Sikkerhed. Han nikkede med hovedet og kneb øjnene sammen.
- den kan eksplodere. Bordfællen gispede.
- det siger du ikke! Han lagde armen om skulderen på Arne og hviskede
- godt du, så gør mig en tjeneste, stik mig én hurtigt. Hvor meget skal du have? Arne fik mønten og dumpede den i brystlommen.
- ta’ selv, sagde han og stak sidelommen på jakken frem. Så forsvandt han ind i restaurationsstuen, fandt sit glas og satte sig ved et nyt bord.
Ragn var ældst af os børn og boede i lejlighed, faren havde lejet førstesalen af den eneste villa som lå helt ud til vejen. Han læste bøger, mange bøger, var altid pænt påklædt, og der gik rygter om at han havde en butterfly som han brugte når han gik til eksamen.
Ragns forældre havde et gartneri lidt uden for byen, der tog de ud hver morgen og kom sent hjem om aftenen for planterne skulle have vand hver halve time. Man vidste altid når det var frokost for så kørte Amazonen med anhængeren gennem vejen og børnene kom ud på fortovet for at se om der faldt planter af vognen.
- jeg har en kaktus, råbte Ester og løb ud på vejen efter fundet.
- bananpalmen fik jeg, sagde Frantz, og samlede forsigtigt jorden og planten op fra asfalten.
- se de tabte en husfred, jublede Ralph, må man så ikke tage den?
Ragns mor sendte lillebror ud ved vejen.
- stik ud og råb småbørn til de tyveknægte. Så benede han ud og stillede sig på fortovet med begge hænder for munden og gjaldede budskabet ud. Ragns mor tog ham i kraven og slæbte ham med ind i køkkenet. Hun klinkede fire æg på panden og satte vand over til kaffe. Efter et kvarter rynkede hun ansigtet og så forskræmt på faderen.
- vandet, Aage, vandet. Se dog på uret. Og så strøg de begge i rasende fart ud i bilen og kørte til gartneriet for at åbne hanerne.
Frantz gik i grønne sko og gule bukser. Han boede overfor Ragn i det gule hus som lå et eller andet sted mellem alle træerne og buskene. Det hed vist nok naturalistisk havebrug når man plantede alt tilsyneladende tilfældigt og passede alt på en speciel måde så det groede utroligt stærkt. Alle børn kendte Franz’s far for han var lærer på skolen og havde altid gådebøger med i tasken. Tasken opbevarede han i en lille grøn bil med træværk og døre bagtil, næsten ligesom en pengetransport.
Ester var noget yngre, menltil gengæld en pige. Faren så man aldrig noget til, hvis hun da overhovedet havde nogen. Moren derimod var overalt, hun var frisk og glad og cyklede rundt med en kurv på cyklen.
- jeg har det så utroooligt godt i dag, sagde hun altid og klappede i hænderne, jeg er i balance.
Ester kom af og til over på gården til Ralph skønt han var noget af en purk. Ralph hentede æg til hende i laden, så kløede hun ham venligt men bestemt i nakken.
- dav purk, sagde hun og dunkede i rygen, er du ved at blive et mandfolk. Ralph forsikrede at det var han og så længselsfuldt på noget der hang ned.
- må jeg spytte lidt på dig, lo hun og tog en slurk fra vandposten.
- hvorfor det?, vrængede Ralph.
- man skal lære at bede hinanden om noget, formanede hun og tømte munden med et skvulp.
Man sagde ellers at der en gang havde været pænt og nydeligt i Esters have med engblomster og vidjepil, men nu lignede den nærmest en skyttegrav. En nat havde der lydt et vældigt spektakel fra haven og næste morgen stod der en gravko uden for huset.
Det er forbi, sagde Esters mor, det er fordi tiderne skifter, jeg har forrygende travlt, men jeg er i balance.
Erling og Elise boede ved siden af Ester og hendes mor. Huset lå nøjagtig i midten af en stor grund med træer rundt om. Erling var skovarbejder og brugte sin fritid på at bekæmpe hvad han kaldte den uhæmmede vækst udenfor vinduerne. Noget stak altid op og skærmede for udsigten, mente han, og så for han huset rundt for at lede efter saven som Elise havde gemt. De havde ingen børn, men to hunde og én kat. Esters mor kom tit over og diskuterede med Erling.
- du skulle spise noget tjørnerod, kvidrede hun og klappede Erling på armen, men han rystede på hovedet
- næhh, jeg holder mig til oksesteg og peberrod.
- tyder du dine drømme?
- nej du, klukkede Erling, jeg ligger sgu for godt om natten.
- jamen det drejer sig om at være vågen, stå op og se positivt på tilværelsen. Erling så mistroisk på Esters mor.
- hvis der er nogen der er i godt humør, så er det sgu deres egen skyld. Der er nok at være ked af.
Elise plantede roser næsten overalt, hun kunne navnene på alle roser og lærte dem gerne fra sig. Næsten ligegyldigt hvad man sagde til hende svarede hun:
- der er søreme min lille søde Rododendron. Da Erling og Elise i sin tid købte huset var der en stor swimmingpool i midten af haven, men den var for besværlig, sagde Elise, så den blev taget op. I stedet såede Erling græs i hullet og Elise plantede roser så hun kunne ligge derned og få sol.
Erling og Elises nabo hed Bentzon og var arbejdsløs cand. mag. i litteratur. Han boede i underetagen af en stor villa i tre plan. Da Esters mor gravede haven op fik han bunken over i sin have hvor han skabte et bjerg af sten og en lille smule jord. Der var næsten kun lyng på bjerget, og det var forbudt at træde på det.
- jeg hader det bjerg, vrissede Bentzon, det irriterer mig.
- hvorfor har du så lagt det der?, spurgte Elise en dag.
- det skærmer for udsigten, svarede magisteren.
Førstesalen og andensalen lejede han ud til to gamle damer som aldrig blev kaldt andet end Gimse og Fimse. Bentson havde ikke meget med damerne at gøre bortset fra at de delte avis. Når han var færdig med avisen lagde han den på trappen og ringede med dørklokken og Gimse kom ud og sagde
- avisen, hvor er det interessant. Så løb hun ned ad trappen efter Bentzon der var på vej væk og råbte
- er det ikke dejlig sådan at få avisen hver dag?
- jo hvis man kunne få den for sig selv.
Gimse brugte det meste af dagen på at se efter flyvemaskiner, hun spadserede lange ture med enten Ralph eller Ester. Som regel stod hun bag hækken ved indkørslen og ventede ind til der kom noget ud der inde fra. Så sprang hun frem.
Skulle vi ikke gå sådan en dejlig tur og se efter flyvemaskiner, dem kender du godt gør du ikke? Det gjorde Ralph som regel for det gav en tiøre i turpenge. Ester fik lidt mere fordi hun var pige og noget ældre, men en dag synes hun alligevel at det hele kunne ordnes på en mere praktisk måde.
- hvorfor gemmer du ikke mønterne ind til du en dag kan give mig en femmer?, sagde hun frisk og så overrasket ud over sit eget økonomiske talent.
- nåh, studsede Gimse, jamen du er da også blevet ældre. Du skal nok være bankmand, hvor er det interessant. Hvis hverken Ester eller Ralph stod til rådighed sad hun oppe i vinduet og ventede på den velkendte lyd. Når den kom var det lige akkurat til at nå at storme ned ad trappen og bestige velo Solex’en. Så fulgte hun efter lyden med begge hænder på styret og hagen opad indtil tanken løb tør.
- hvor er det ærgerligt, brummede hun, som regel et sted ude omkring Bagge Sø, og vendte Velo’en der nu kun var en cykel.
Gimse og Fimse var det man kunne kalde fjender af nødvendigheden, de gjorde hvad de kunne for at undgå hinanden fordi de godt vidste de snart skulle samme vej. Nogle gange mødtes de over en kop kaffe og diskuterede striden.
- du stikker næsen i andre folks sager, hvæsede Fimse.
- vel gør jeg ej. Jeg interesserer mig, nikkede Gimse.
- du skulle passe på at gå så langt med børnene, de kan ikke gå så langt.
- de kan gå længere end min Velo. Du sidder altid indenfor og kukker.
- vel gør jeg ej, jeg passer på. Så delte de udgifterne til kaffen og smørrebrødet og aftalte hvornår de skulle mødes igen og diskutere videre.
Hen på efteråret kom bladstriden. Vestenvinden havde flået bladene af træerne, nu lå de rødbrune over alt i indkørsler, haver og på fortove og mindede om sommeren som var ovre.
- sikke noget svineri, vrissede Ralphs far, Verner, da han stod uden for hækken og betragtede sammenfygningen på sit fortov der var vejens længste. Vejens beboere var mødtes for at diskutere problemet på Verners foranledning.
- helt enig, sagde Magnus kvikt, der skal en del river til at fjerne den bunke.
- næ stop nu, Magnus, hvorfor skulle vi fjerne bladene, de minder os om noget godt. Når vinden har gjort os den tjeneste at blæse bladene ned, skulle vi så ikke lade dem ligge?, mente Arne.
- næ stop selv, replicerede Verner, for at få gjort en ende på den bunke blade foreslår jeg at hele gaden samles på søndag, så kan vi få gjort kål på den bunke i løbet af en time. Men der skal selvfølgelig en del river til.
Verner lagde en pegefinger under sin hage og så nu noget mere betænkelig ud.
- dig med dine river, Magnus, nej jeg tror søreme jeg vil give Arne ret, lad dog disse blade ligge ind til vinter. Nu er vi jo to mod én.
Derved blev det; bladene blev liggende lige nøjagtig ind til samme aften, da et voldsomt stormvejr tog fat i træer og tagrygge over hele byen, så alle bladene havnede sønder for byen, nærmere angivet i åen som omkransede markerne. Og det var ganske godt, for derved tilstoppede først dræningsanlægget, dernæst hele kloaksystemet, så vandet piblede op af kloakristene i gaderne. Efterhånden kom vandet fossende ned ad vejen, og således gik det til at vejen og byen blev skyllet ren efter efterårsstormene.
Alle byer har deres historie og en forklaring på hvorfor de blev byer og ikke bare huse. De fleste har også et kontor som hedder lokalhistorisk arkiv hvor der sidder en febrilsk mand og passer på historien. Denne by har en teknisk forklaring, idet man på et tidspunkt anlagde en jernbane. Damplokomotivet blev nødt til at stoppe for at få påfyldt kul, så byggede man en station. Og når man havde en station, så kunne man lige så godt bygge en by udenom.
Borgmesteren var midaldrende og gik i brunt jakkesæt og havde selvironi hvorfor han spiste gajoler næsten altid, ligesom han næsten også altid havde været borgmester. Han sagde altid at byen lå i de smukkeste omgivelser, men selve byen nævnte han sjældent.
Øverst på hovedgaden lå kirken (den vender vi tilbage til senere). Boghandleren først på hovedgaden hed Strand og var samtidig formand for turistforeningen ligesom indehaveren som var formand for turistforeningen.
Midt på gaden lå grønthandleren Poul som altid kørte rundt i en stor Ford og ledte efter billige tilbud på grøntsager. Det blev sagt om ham at han gerne kørte hele eftermiddagen for at spare ti kroner på en kasse salat som var vissen når han kom hjem.
Nederst lå ejendomshandler Grieg som absolut intet havde med noder at gøre, men vidste næsten alt om slutsedler. Ligesom andre vurderede folk efter om de var sympatiske, så godt ud eller sagde noget klogt eller sjovt, så vurderede Grieg folk efter om de havde en god slutseddel enten på det hus de havde købt, eller måske mest på det de lige havde solgt.
Længere nede af gaden kom stationspladsen som var opkaldt efter stationen som havde to spor. Det ene var aldrig taget i brug ind til den dag der kom en fast forbindelse til København. Stationen fik ved samme lejlighed etableret et højttalersystem som rungede så højt at passagererne på perronen var ved at falde ned på sporet.
Fra stationspladsen kunne man gå til højre, men dermed gik man ud af byen, så det gjorde de færreste, eller til venstre, altså op ad den vej som lå parallelt med hovedgaden. Gjorde man det kom først seminariet og dernæst gymnasiet, men det var kutyme, at man gik fra gymnasiet til seminariet, i hvert fald hvis man havde klaret sig dårligt.
Selvfølgelig var der mange andre mindre veje, men denne oval med kirken øverst, hovedgaden, stationspladsen nederst, og så vejen tilbage til kirken med seminariet og gymnasiet undervejs, var et spejlbillede af livsrytmen i byen. Byen var en missionsby som forkyndte sine borgere at gå i kirke, det kunne være forklaringen på at kirken og stationen var således forbundet så at det var nemt at bugsere hedninge ud af byen. Hvordan man end gik ud og ind af de små kringlede veje, så havnede man usvigeligt sikkert foran kirken, eller i hvert fald i så stor nærhed at man kunne høre kirkeklokken.
Ligesom vejene var forbundne og derved støttede byens etiske forskrifter, således var der også, foruden telefonnettet, et sært net af kommunikationskanaler som lå i kælderhøjde under jorden og styrede hvad borgerne selv anså for at være interesse. Over jorden stak en vældig antenne, fællesantennen, som forsynede byen med de nyheder som lå uden for borgerens interesse. Lokalgruppen havde en form for treenighed; nyhedsoplæseren var gymnasierektorens kone, tvstudiet lå på seminariet. Til gengæld gjaldede kirkekoret så fem minutter i slutningen af det ugentlige program som lå onsdag klokken tolv, samtidig med afprøvningen af sirenen der skulle lyde hvis nogen kastede bomber over byen.
Af de nævnte medier byen havde er interessekanalen nok mest interessant (der er den igen). Et sådant netværk har sin egen særegne skønhed, det breder sig i de fineste små, ofte uventede, forgreninger og der er små pile på som fortæller hvilken vej kommunikationen kan gå. En tegner havde tegnet et kort over det. Nogle pile fortæller at budskabet kun kan gå én vej, det er det der i fagsprog hedder énsidig skydning.
Gensidig skydning opnås ved den tovejede pil og er en form for skudveksling ligesom i Westerns, her altså blot med elektroner, og den der vinder leder hele interessen den ene vej. Endelig består netværket af barrierer, altså neuroner, som det hedder, som har så stærk en negativ ladning at samtlige synapser, eller nervetråde, så at sige vender kanonen og skyder den anden vej.
Sådan et netværk er selvfølgelig ikke altid lige aktivt, det kræver en vis mængde energi at skyde sig igennem disse forgreninger. Hvad der så at sige driver værket er en konstant frustration, en negativ ladning, en altforværrende mangelsituation som netværket søger at kompensere for ved at søge mod positivt ladede neuroner.
Ikke alle kan være lige, så derfor er der også i denne type netværk en leder, en neuronernes konge som i denne by var redaktøren af det lokale dagblad.
Nu har læseren sikkert bemærket at ovenstående minder en del om infrastrukturen i det vi med stolthed kalder vores hjerner, men her bør man straks rette en misforståelse. Hvad der foregår i disse millioner af neuroner skal ingen kunne sige (dog ved man at der foretages visse beregninger, især i matematiktimerne), men det der får blodet til at stige til hovedet er neuronernes behov for at komme af med affald. Man kan sige at den primære begivenhed i hovedet og i byen var at tømme skraldespanden.
Millionerne gav netværket et elektrisk chok som meget godt svarer til det folk har fået når de ligger ved vejkanten og ser livløse ud.
En dag kom der en rød Mustang rullende ind af indkørslen og ud steg en mand i læderjakke. Han havde blanke solbriller og sort moustache som nu bevægede sig op og ned under næsen som nippede forsigtigt til landduften.
- Der står en københavner derude, råbte Ralph til sin far, og så kom han hen til døren og så på ham. Lidt efter viste han ham ind i den fine stue, mens moderen søgte febrilsk efter noget at skrive med. Faren fik en blyant gennem dørsprækken før han lukkede døren helt.
Nogle gange kan man bare gå og vente i timevis for man ved at et mirakel er undervejs; man har fået så overrumplende varsler og der er sket sære ting, man bare ved at det hele ikke kan ende fladt ud i ingenting. Men nogle gange ved man ikke rigtigt om det der kommer er noget godt for det kan ende fladt ud i ingenting. Men nogle gange ved man ikke rigtigt om det der kommer er noget godt for det kan samtidig være en katastrofe, eller rettere en blanding af begge ting, utroligt stærkt, men både godt og ondt. Det er lidt som når man på landet venter på en fødsel, og det så bliver en pige.
Han sad længe tilbage i stuen, alene med hænderne for rynkerne i panden. Et tilbud som med ét ville vende op og ned på hans tilværelse var pludselig dumpet ned foran ham, og nu kunne han tage det eller lade være. Det rummede forandringer af stort set alt hvad der vedrørte ham, og nu kunne han tage det eller lade være. Det rummede forandringer af stort set alt hvad der vedrørte ham og hans familie, moderen, traditionerne på landet. Han måtte dreje hovedet da han igen talte nullerne på papiret. Så var det som om en voldsom vrede greb ham, hånen mod ham og familien, deres værdier, hævnvundne traditioner, stolte møjsommelige arbejde, var det til fals for millioner (og hvor kom de for øvrigt fra) eller muligheden for at blive byens rigeste mand. Papiret nærmest skreg da det blev flået midt over og landede på gulvet.
Selvfølgelig kunne man ikke sådan sælge sig selv. Men nogle gange her i livet må man prøve også at tænke på andre. Og når nu der kan bygges fem og tredive huse på den jord som hører til gården, og man derved kan skaffe husly til fem og tredive familier, ganske vist københavnere, men også dér må man prøve også at tænke på andre. Og når nu der kan bygges fem og tredive huse på den jord som hører til gården og man derved kan skaffe husly til fem og tredive familier, ganske vist københavnere, men også dér må man nogle gange tænke på hvilken betydning det kan få for den slags mennesker at de også kommer til at opleve naturen. Udviklingen den kan man næsten dårligt bremse, og når man ligesom selv har sat fem børn til verden, så bør man vel også imødekomme borgmesterens ønske om at udvide husningskapaciteten i byen.
Ralph sad på stengulvet i gangen og forsøgte at få et viskelæder ud af øret. Oprindelig havde det været sidste halvdel af en blyant som havde haft et ærinde derinde, men nu sad det og generede fælt for tilegnelsen af det der foregik ide i stuen. I stedet satte han øjet til sprækken i døren og så bagenden af moderen som var ved at samle noget op fra gulvet.
Ingen vidste hvis ide det var. Så længe de begge kunne huske havde det været en usagt aftale at huset på et tidspunkt skulle forsynes med en kælder. Elise syntes ideen var spændende, og mente at det ville give huset en ny ætmosfære, og hun glædede sig i øvrigt til at kunne bringe alle madvarerne ned hvor sådanne rettelig hører til. Erling var lidt mere forbeholden, men tog det som en skæbnens pligt at projektet en dag skulle føres ud i livet.
Det bageste værelse i huset, et lille kammer, blev udpeget til formålet, så var det bare om at tage fat og grave ned. Noget stort besvær var det vel ikke, men tid krævede det. Verner og Aage tilbød at være med til gravearbejdet, Arne var mere end ivrig for at forestå isoleringen. Men Erling takkede nej. Han foreslog i stedet at Ragn og Frantz der snart var halvvoksne hjalp til, Ralph var den gang blot ti, men kom sikkert alligevel over, han boede jo overfor.
De stod og ventede ved indkrslen en efterårsmorgen, Frantz og Ragn. Frantz havde grønne gummistøvler på og gul skjorte. Ragn var iført lang jakke og et par gamle sorte sko. Ralph krydsede over vejen og så forventningsfuldt på de to store.
- skal rotteungen også være med?, Frantz kiggede mistroisk.
- tja, man siger jo at der er rotter på loftet, men de hører jo nok til i kælderen.
- jeg er ikke en rotte, skreg Ralph, jeg er en muldvarp.
Erling kom ud i døren og vinkede dem ind. Han havde sat tre spader op ad døren, to store og en lille til Ralph.
- nåh, er i friske til lidt arbejde?, sagde han og pegede på spaderne.
- nej vil vil hellere over på Enggaarden og smadre ruder. Han skubbede med støvlerne til stenene og så spørgende på Ralph. Det var grønthandlerens søn, Ebbe, som altid kom når han var træt af at høre om salat.
- tror du der er flere hele tilbage, de andre har været der?
- måske er vi heldige.
- ellers banker vi dem. De gik i hver sit spor på markvejen mellem striben af græs i midten. En ram duft af aske kildede i næseborene, stubbene var brændt ned til skjolder i skæve mønstre.
- er der altid så tørt herude?, spurgte Ebbe, og kiggede ned på skorperne og revnerne i sporet.
- kun om sommeren, og kun nogle gange.
- dyrker de aldrig salat?
- nej, kun noget der ligner. Roer. Køerne spiser toppene som salat.
Der kunne nogle gange komme sådan en underlig tom fornemmelse i maven når man gik der med mudder på bukserne og havde strithår. Så gik man en tur ned på de marker der var tilbage bag åen og gik og samlede sten. Der var ikke meget korn at se og man stod og sank i til knæene. Marken lå lavt bag åen og husene på højdedraget, og der var altid en rislende lyd som kunne forfølge én som vanvittig.
Niels stak frem fra buskene langs engkanten. Han stod og så spændt ud som om han var klar til et eller andet mægtigt. Niels’ far var direktør for en parfumefabrik og kendte Ralphs forældre. Han havde fået en ny dynejakke og sorte lange støvler med høje hæle.
- skal vi lave bål eller gå ind i stuehuset?, spurgte Ralph. De stod og strammede ansigtet og trippede lidt.
- er der noget skægt ovre i hytten?, spurgte Jens, og pegede på hytten overfor ailebeholderen.
- det er de andres, men vi kan godt lave bål. Så fulgte de efter, lidt bagved, og gik ind i svinehuset. Ilden åbnede sig som en blomst i halmen på gulvet.
- må du godt det?, spurgte David.
- jeg må alt. Jeg gider ikke at spørge. En støvle stampede i halmen og asken og vi gik videre.
- skide skægt, var der pludselig en der skreg og så var det afgjort. De for op på loftet hvor der altid var to kattekillinger som skreg og æg fra høner som ingen kendte, men som åbenbart holdt til forskellige steder på gården. De begyndte at hoppe rundt i høet og kaste efter hinanden og det hele endte i en stor støvsky og æg som fløj rundt.
- vi laver et bål til, sagde Ralph roligt, og satte ild til en lille dusk halm på gulvet.
- hvornår skal vi slukke det?, spurgte Jens.
- først skal vi hver kaste en håndfuld halm på og tælle til ti. Han talte langsomt og højtideligt og kronede seancen med en håndfuld. Den havde godt fat, ilden. Jens talte næsten ligeså langsomt og skubbede lidt mere halm på. Det sved i øjnene. Davids tur. Man kunne kun høre titallet som kom samtidig med dusken over ilden. De begyndte at lugte lidt surt, men så kom signalet: Sluk! Og de stampede og stampede med seks støvler og Ralph spyttede arrigt i gulvet. Endelig lagde ilden sig til ro, og de kiggede triumferende på hinanden.
Man kunne lige akkurat skimte stuehuset fra hytten. Midt i haven lå en stor bunke grus som var groet til med tidsler og bjørneklo. Gården lignede en forladt fabrik som den stod med skorstenssod og stjerneruder. Fra vinduerne hvislede det sært, det var vinden som trak gennem de tomme huller.
- skal vi gå ind, spurgte Ebbe, tror du de andre er der? Der var ikke noget at høre. Ebbe gik først op ad trappen. Ralph ledte efter en kontakt, men ledningerne hang i en bue ud fra væggen.
- kom bare op, råbte Ebbe deroppe fra, her er ikke nogen. Der havde åbenbart været to store stuer og et lille kammer ovenpå. Vinden skød arrigt fra alle sider som små hug over alt på kroppen. En lysekrone hang skævt ned fra loftet med fire tomme fatninger. Tapetet bulede, dér var en bane løbet helt af. Havde nogen mon virkelig boet her. Ebbe kiggede ud af vinduet.
- man kan se hele byen, dér bor Erling. Nu kører Gimse efter flyvemaskinerne.
- de høster stadigvæk nede ved åen, konstaterede Ralph stille.
Det var ikke til at vide om man skulle give sig til at skrige højt og gå helt amok for der lurede noget farligt som kom nærmere og nærmere alle steder fra. Dette rådne skelet lugtede mere og mere surt, man kunne knapt kende sig selv som man stod og kiggede ud over landskaberne og byen, nu måtte det snart få en ende.
- er der flere ruder tilbage? Ebbe gik tilbage fra vinduet og hen i døråbningen til kammeret. Der kom en lyd derinde fra.
- nej, vi har været her. Stemmen var helt rolig.
- det er vores ruin. Han kom frem i lyset, man kunne høre der var andre derinde. Jakken sad som en sæk på ham, han havde et tyndt tørklæde om halsen. Et eller andet blinkede et sted i loftet.
- har du ur på? Ralph nikkede. Må jeg se det? Han fik uret over.
- det er et fint ur. Er det stødsikkert? Han kastede uret ned på knæet som slog det op i luften igen. Det er skægt, grinede han, og blev ved. Til sidst gad han ikke mere og lod det falde ned på gulvet. Det lå og blinkede lidt i lyset fra vinduet.
- jeg har en kniv, sagde han, og trak den frem i lyset. I må godt skære lysekronen ned. Han pegede på Ralph.
- var det ikke noget for rotteungen dér? Vi må hellere få ham med også. Ralph tog kniven og huggede på ledningen, det var som at skære en mand fri fra galgen, men for sent, nu lå han død på gulvet.
- skal vi ikke have krig?, spurgte Ralph skuffet. Han rystede på hovedet.
- sådan er vi ikke. Der er heller ingen grund til det, vi har allerede vundet. De kom frem alle sammen og stillede sig bag hinanden, nærmest som et sangkor. Han så et øjeblik ud af vinduet.
- hvor længe tør I blive herinde. Han nikkede udfordrende.
- jeg bor her, sagde Ralph ligegyldigt, hvorfor skulle jeg ikke turde blive her?
- du tror du bliver her. Hvor længe tør I blive?
- altid, sagde Ralph bestemt.
- næsten, føjede Ebbe til.
Alle ventede på tilbagetoget, nu kom det; de to drenge for ned af trappen efter hinanden, mens koret istemte sin sang.
To døre var særligt vigtige; hoveddøren og bryggersdøren. Hvis man stod i hoveddøren og kiggede ud skimtede man først vandposten i midten af gårdspladsen, dernæst ajlebeholderen, og endelig fem og tredive parcelhuse.
Bryggersdøren hørte til en af de farer man måtte lære at leve med, der fløj altid en fodbold med stærk fart lige forbi. Målet havde den ulempe at der ikke var noget net i, hvorfor boldene altid steg til vejrs og havnede et sted ude i marken, og så ville ingen være målmand. Men nogle gange blev Ester sat på målet indtil hun brækkede armen og måtte gå ned på sygehuset og få den lagt i gips.
At spille fodbold i haven var lidt som at købe en billet til rutschebanen i Tivoli, turen var altid for kort. Der røg en rude, Ralphs far stak hovedet ud gennem vinduet og skreg et eller andet, men vidste aldrig helt hvad det var han skreg, men han havde byens kraftigste stemme og den formidlede sit budskab så udmærket. Alle fodboldkampe i kvarteret stoppede øjeblikkeligt, og der kom en underlig mathed.
Ralph gik til fodbold, det vil sige han kom altid og så Frantz spille kamp. Han forsvarede ude på venstrekanten med elegante bløde bevægelser og lavede aldrig frispark. Der kom altid en underlig lyd ude fra sidelinien, der var centerforwardens far, Hahn, som stod og brølede stærkt set, godt gået, kom igen hver gang Frantz havde bolden. Så sagde han til Frantz’ far at den knægt er fandme god, mens centerforwarden scorede oppe i den anden ende af banen.
Frantz havde nogle fantastiske fodboldstøvler, sorte, med lyserøde striber og store knopper man kunne skrue på. En dag sad han efter kampen med en svensknøgle og strammede knopperne.
- hvorfor er der skruer under dine sko?, spurgte Ralph.
- man kan lære noget af det, sagde han, og kiggede skævt ned.
- vandt I så, spurgte Ralph, men det vidste han aldrig for man kan ikke gøre den slags op i tal. Han kiggede ligegyldigt og begyndte at banke jorden af støvlerne. Støvlerne har i øvrigt en lidt speciel historie for som andre på et tidspunkt lægger støvlerne på hylden, så hængte Frantz dem op i en snor på væggen og satte en pære i.
En dag synes Frantz at nu var det på tide at Ralph også begyndte at gå til fodbold, og han var da også godt klar over at det kunne ikke blive ved med at gå. Nu havde han stået ved sidelinien og set på så længe, så burde han vel også tage sin del af slæbet.
- du skal nok på femteholdet, men kun indtil de finder ud af hvor god du er.
- så skal jeg vel også have knopper under skoene. Frantz spekulerede lidt.
- nej jeg tror gummisko er bedre. De er runde, så står man bedre fast.
De bøvsede om kap i omkædningsrummet, man kunne høre på lyden at det var nogle fra skolen. De blev mægtig begejstrede da de så Ralph og sagde at han da i hvert fald skulle på fjerde eller tredjeholdet. Så var den sag klaret. Nu gjaldt det bare om at komme ned og få ordnet den kamp.
Alle løb ned til banerne, det gik nemt, man kunne faktisk godt have taget spidsen, men det var bedre at gemme lidt af krudtet til kampen. Den her kamp startede lidt specielt, idet straffesparkene blev taget først, før de blev begået. Det lettede lidt. Træneren satte en kegle i græsset og de andre skreg ’elfmeter’ for det hed det på tysk fjernsyn.
Ralph kom som nummer tolv. De kunne lave nogle ordentlige spark de andre, og man måtte godt tyre efter hovedet, men de fleste skød over målet for at blære sig. Der var god tid til at beregne sparket. Venstre hjørne, lige i trekanten, en kold bue på skuddet og så brølet fra de andre når den gik ind.
Nu skød nummer ni. Tre meter over. Der var problemer med benene. Eller rettere: hvilket var mest passende til en opgave af denne slags? Ralph forsøgte ar få øjenkontakt med Frantz ude ved sidelinien, men han stod og kiggede på nummer ti som lagde bolden til rette og spyttede i jorden. Halvanden meter over.
Han vinkede ud til sidelinien for at melde alt vel, men bukkede lidt sammen i skiftevis venstre og højre ben for at få et praj. Frantz kiggede på træneren, måske havde han ikke opfanget signalet. En bold røg lige over overliggeren, og der gik et sus igennem forsamlingen, og et navn blev råbt både forfra og nu bagfra, og det var som at blive ført frem af en stor maskine med begge ben forrest. Der gik en syl gennem spidsen af tåen.
Den bumpede lidt på vejen og sad helt fladt en meter – godt og vel – fra venstre stolpe. Så kom brølt fra de andre skide godt, hold kæft et skud, han skal på vores hold og en lykkefølelse bredte sig i hele kroppen.
Kampen var egentlig ret kedelig. Træneren gik rundt og fortalte hver spiller hvor han skulle stå på banen. Ralph var heldig at skulle stå lige nøjagtig i midten. Så begyndte de andre at løbe rundt i ét virvar. Hver gang én havde fået bolden trak han de andre efter sig som gæs efter førergåsen og det endte i et gevaldigt slagsmål. Som kampan skred frem blev han mere og mere i tvivl om placeringen nu også var så god.
Kim henne fra skolen standsede et sekund da han kom forbi.
- du må da godt bevæge dig lidt, prustede han. Så var han væk igen. Ralph begyndte at småløbe lidt frem og tilbage i alle retninger uden at gå i vejen for nogen. Da han så målet begav han sig straks derhen og stillede sig to meter foran den hvide ramme. Ingen lagde tilsyneladende mærke til hans tilstedeværelse, da han jo var en helt ukendt gæst i dette område. Han kendte målmanden foran målet fra skolen og nikkede til han. Han nikkede venligt igen. De kedede sig begge lidt. Så kom der en hvid bold ind fra siden og lagde sig til rette kun en meter foran ham. Han synes ikke bolden skulle ligge der og flyde, så han gav den et spark, så den røg ind i nettet bag skolekammeraten.
De lå pludselig alle sammen i en stor bunke nede foran målet. Det lignede mest et pindsvin, der kom også en stikkende fornemmelse i hele kroppen. Målmanden fra skolen så vred ud.
- din tosse! Det er da dit eget mål.
En uhyrlig sandhed havde afsløret sig, nu lå den tungt et sted i maven. Alligevel rakte han lidt forsigtigt armede i vejret og råbte:
Mål!