Jeg havde fået et blødt punkt, og det var denne pige fra Iran. Hendes tilstedeværelse føltes som et sug i maven, når hun gik igen. Jeg kunne ikke få nok af hende, så jeg begyndte at finde på undskyldninger for at besøge hende. Jeg hjalp hende med at flytte og indrette hendes nye lejlighed. Jeg forærede hende dyre ting, men mærkede straks en mistanke om forsøg på bestikkelse. Sådan gjorde man i hendes land. Alligevel lykkedes det efterhånden at udvikle et forhold. Jeg besøgte hende om aftenen, og vi sad sammen på hendes sofa og lod den interkulturelle påvirkning virke. Bagefter skrev jeg takkekort til hende, som hun læste omhyggeligt og kunne udenad.
Vi talte sammen i telefon, nogle gange i tre timer. Man skulle ikke tro, at så smuk en pige havde så mange problemer, men jeg indså, at hendes problemer var blevet overset og forsøgte at tage dem alvorligt. Nogle gange græd hun i telefonen over episoder på skolen, som fik mig til at føle en form for afmagt - for det vigtigste for en elev i en skole sker i frikvartererne, og dem bestemte jeg ikke over. Egentlig bremsede det mig lidt i mine faglige bestræbelser, når jeg hørte hvilken plads min undervisning fik blandt de sociale aktiviteter i pauserne.
Det overraskede mig, at hun talte om sex på en meget naturlig måde. Hun forsikrede mig om, at det var godt og kendte til alle de ting på dette område, som jeg godt kunne lide. At hendes opgave var at tilfredsstille manden, synes hun var naturligt, og det var der ikke nogen grund til at ændre på.
Vi mødtes den sidste dag, hun skulle gå på sprogcentret. Sad og hang på en café over en café o lait. Hun var glad for, at det var sidste dag og havde ikke været glad for at gå der. Men hun lagde ikke skjul på, at vi ville komme til at se hinanden mere i fremtiden. Jeg skulle hjælpe hende med lektierne på de nye skoler, hun skulle på. Med hende havde jeg for første gang mødt en pige, som fuldstændig overvældede mig med indre godhed og ydre skønhed. Hvordan skulle jeg kunne gengælde dette. Jeg ville gøre alt for hende.