Hej alle igen!
Egentlig synes jeg at det iranske forår starter på et mere passende tidspunkt end vores. Det begynder den 21. marts med tre helligdage i forbindelse med Nowruz, som jo varede indtil sidste søndag (sizdah bedah), hvor man tager på den traditionelle familieskovtur. Den første dag i Nowruz er samme dag som vores forårsjævndøgn, hvor dagene og nætterne er lige lange.
Også jeg mærker forårets komme. Nu er det knap så koldt og sneen og isen er væk. Men foråret lader vente på sig, så vi måtte udskyde åbningen af kolonihaverne. Det regner en del i øjeblikket, men jeg regner med at kunne komme i kolonihave i påsken, hvor jeg skal grave alt det jeg ikke nåede sidste år. Selve såningen venter jeg lidt med i år - belært af sidste år. Jeg har i øvrigt brygget den herligste hvidvin, som ser ud til at blive særdeles vellykket. Den er vel drikkeklar efter næste jul, så nu ved I, hvad der venter.
Jeg læser persisk forholdsvis regelmæssigt, og glæder mig hver gang til at deltage i den ugentlige undervisning. Også momenter af persisk kultur er begyndt at finde sin plads i undervisningen, det gør det hele endnu mere spændende. Der var rigtig fest og glade dage i den iranske forening sidste søndag, iranernes livsudtryk gør det virkelig værd at komme i foreningen.
Jeg havde egentlig planer om at se 'day break' i Vester Vov Vov, men fik ikke gjort det. Jeg ville heller ikke mænge mig med alle de persiskstuderende, som også havde planer om at se filmen. Jeg har hørt, at den var god. Og bagefter var der foredrag med instruktøren i den iranske forening.
Jeg skriver lidt på min hjemmeside i øjeblikket, og jeg opfordrer jer til at tjekke den engang imellem. Der er mange gamle digte og historier, men også et par helt nye om min nye arbejdsløshedssituation. Jeg har ikke held med jobsøgningen i øjeblikket, men skal efter påske til et møde med en erhvervsvejleder i Frederikssund om meritlæreruddannelsen.
Meget af min psykiske energi går med at lægge planer for fremtiden. Jeg tænker på, hvordan jeg vil klare min nye situation, og hvordan jeg vil tackle problemerne. Det gælder om at have en plan klar, hvis alt andet skulle glippe. Men som I måske kan læse mellem linierne, har jeg stort behov for beroligelse. Måske går det ikke så slemt, som jeg nogen gange tror. Vi må se.
Mit største håb lige nu er at kunne blive boende i Frederikssund. Her har jeg efterhånden hjemme, og her nyder jeg stilheden. Frederikssund kom jeg tilfældigt forbi på min vej, og her agtede jeg at slå mig ned. Håber at skæbnen giver mig lov til det.